Om os

Smarter Denmark bidrager til at udbrede smart city-løsninger i hele Danmark. Det fællesoffentlige Smart City-partnerskab står bag sitet.

Danske kommuner og regioner arbejder for at sikre en velfungerende hverdag for borgere, virksomheder og miljø. Målet er at levere mest mulig værdi, vækst og velfærd for budgetterne. Derfor er det afgørende at bruge ressourcerne klogt – både nu og fremover. Det er formålet med smart city-løsninger og med Smarter Denmark-sitet.

Data gør Danmark smartere 

Smart city er betegnelsen for løsninger, der udnytter data og teknologi intelligent til at løse udfordringer og forbedre driften. Resultatet er bedre service, bedre balance i forsyning og ressourceforbrug og bedre grundlag for at træffe beslutninger. Det giver også mulighed for at reagere før problemerne opstår.

På mange måder svarer smart city-løsninger faktisk til den måde, danskerne for længst er begyndt at gøre deres boliger og biler digitalt understøttede på – bare i større skala.

Optimering af spildevand og skoledage

De første førerløse busser er begyndt at rulle på vejene i Danmark. De kan sikre service til tyndt befolkede områder, hvor det ellers ville være for dyrt at opretholde ruterne. Til gavn for både borgere og budgettet i kommunerne. 

Busserne kører på el – men også på data. Køretøjet samler data ind om omgivelserne, analyserer det og reagerer på det, mens hjulene ruller.

På nogle skoler bidrager intelligent belysning til at mindske støj i klasselokalerne og dermed hjælpe eleverne med at fokusere på læringen.

Imens strømmer spildevandet til og fra rensningsanlæg, hvor selvstyrende og selvoptimerende systemer sørger for at planlægge og håndtere vandmasserne, alt efter om der har været regnskyl eller tørke.

Få data til lærende løsninger

Smart city-løsninger benytter sig af kunstig intelligens og lærende systemer til at få mest ud af ressourcerne. Men det hele starter med den kloge beslutning om at bruge data til at gøre drift og dagligdag smartere.

Så tag stilling, næste gang I skal indkøbe nyt eller optimere eksisterende services – uanset forvaltningsområde: Hvordan kan data bidrage til at gøre jeres løsning og ressourceforbrug smartere?

Om Smart City-partnerskabet 

Det fællesoffentlige Smart City-partnerskab består af Erhvervsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. 

Partnerskabet har til formål at fremme anvendelse samt skalering af smart city-projekter og -løsninger i Danmark.

Partnerskabet er udsprunget af Digitaliseringsstrategien 2016-2020, som har fokus på at øge digitalisering og styrke datasamarbejdet på tværs af stat, regioner og kommuner.

Genveje til fri data

Opendata.dk

Dataportal til udstilling af en lang række åbne datasæt fra danske kommuner og regioner.
www.opendata.dk

Den regionale datahub

Et partnerskab med fokus på at bruge data til at løse grøn omstilling og vækst i hovedstadsregionen.
www.denregionaledatahub.dk

Virk data

Datakatalog med adgang til åbne offentlige, erhvervsrelevante data.
http://datahub.virk.dk/data/search

Følg os på LinkedIn

Her deler Smarter Denmark løbende indblik og inspiration om smart city-løsninger

Følg os