Kompetencetjek til smart cities

Få tjek på de kompetencer, som skal til for at komme i mål med en smart city-løsning. Brug guiden til at få overblik over, om I har de relevante medarbejderprofiler på de rette tidspunkter i udviklingen af løsningen.

Kompetencetjek til smart cities

Få tjek på de kompetencer, som skal til for at komme i mål med en smart city-løsning. Brug guiden til at få overblik over, om I har de relevante medarbejderprofiler på de rette tidspunkter i udviklingen af løsningen.

Introduktion til kompetencetjek

Hvilke kompetencer har I typisk brug for i udviklingen af en smart city-løsning? Hvilken fase af udviklingsprojektet indgår de i? Og hvilken medarbejderprofil i kommunen besidder disse kompetencer? Find inspiration til at svare på disse spørgsmål i nedenstående oversigt.

Det kan du bruge tjeklisten til

Du kan bruge oversigten som afsæt for et nyt smart city-projekt eller som løsningsmodel og tjekliste, hvis et projekt stagnerer.

Der er stor forskel på størrelse og fokus i kommunale smart city-projekter. Tjeklisten kan både bruges til at understøtte udviklingen af en klassisk løsning, hvor data indsamles af sensorer og understøtter datadrevne beslutninger i kommunen, samt til projekter, hvor kun et udsnit af de beskrevne kompetencer er tilstede.

Tjek fire relevante profiler

Oversigten indeholder fire overordnede roller: Koordinator, tekniker, fagekspert og jurist. Den beskriver hvilke kompetencer, der knytter sig til rollen, i hvilken fase kompetencerne skal indgå, samt hvilken medarbejderprofil i kommunen, som besidder kompetencen.

Sådan skaffer I kompetencerne

Eksterne leverandører tilbyder mange af de beskrevne kompetencer, men I kan også tilegne jer dem ved at indgå i netværk eller partnerskabet.

Koordinering

Projektledelse

Projektledelseskompetencer sikrer tværfaglig sammenhæng og følger projektet til dørs.

Smart city-løsninger er ofte tværfaglige og inddrager flere af kommunens afdelinger og kontorer. Som projektleder er du ansvarlig for at inddrage og understøtte forskellige fagligheder og koordinere projektets elementer.

Fase

Ledelseskompetencer er påkrævet gennem hele projektets forløb og sikrer sammenhæng fra behovsafklaring til teknisk udvikling af smart city-løsningen.

Medarbejderprofil

Ledelseskompetencerne er ikke knyttet til en særlig jobprofil, men forståelse og passion for smart city-løsninger er en fordel.

Nøgleord

Tovholder, brobygger, programleder.

Finansiering

Det er vigtigt at have kendskab til forretningsmodeller og skalérbare business cases for at søge midler, når man arbejder med smart city-løsninger.

Som projektleder skal du kunne kortlægge potentialer og risici for projektet samt se muligheder i kommunes øvrige projekter for tværfaglighed.

Fase

Afdæk de finansielle vilkår for projektet, før I investerer i udvikling.

Medarbejderprofil

Det er en fordel at have kendskab til kommunens forretningsmodel eller eksempler på tidligere business cases. Du kan få hjælp i din økonomiafdeling. Du kan også finde vejledning til det her.

Nøgleord

Kortlægning af potentialer, forretningsudvikling, risikovurdering, indkøb af løsninger, business case.

Kommunikation

Det er vigtigt at kommunikere tydeligt om udvikling og dataindsamling samt den endelige løsning til både borgere og politikere for at sikre opbakning, levedygtighed og for at indsamle yderligere data til politiske beslutninger.

Fase

Det er vigtigt at holde relevante parter opdaterede hele vejen gennem projektet med klar kommunikation.

Medarbejderprofil

Strategisk enhed eller chef i kommunen.

Nøgleord

Strategi, salgsarbejde, cases.

Netværk

Netværk giver adgang til andre institutioners erfaringer og kompetencer.

Personlige netværkskompetencer og engagement er vigtigt for at udvikle smart city-løsninger. Der eksisterer flere smart city-netværk, såsom det danske smart city netværk, det nordiske smart city netværk og vores egen LinkedIn-gruppe SmarterDenmark Network.

Partnerskaber indgås mellem kommuner, stat, regioner, universiteter, leverandører eller andre interessenter, og I får dermed mulighed for at trække på andre kompetencer.

Fase

Netværkskompetencer gavner smart city-indsatsen gennem hele forløbet, og når du som projektleder indgår i forskellige netværkskonstellationer, kan du trække på forskellige kompetencer.

Medarbejderprofil

Der findes forskellige netværk alt efter om du er projektleder, ildsjæl, teknikker eller fagperson på et smart city-projekt.

Nøgleord

Videndeling, erfaringsudveksling, sparring, cases, konference, netværksmøde, arrangement, event.

Leverandørstyring og indkøb

Leverandørstyring er mere end at indgå en god kontrakt.

Smart city-projekter indgås ofte med eksterne leverandører med aftale om indkøb af software, hardware og konsulentydelser. Du skal derfor regne med løbende styring af disse aftaler. Her kan du se en detaljeret vejledning til leverandørstyring her.

Det er ofte en god idé at orientere sig om andre kommuners erfaring med de enkelte produkter samt udbud og kontraktindgåelse.

Fase

Indkøb er ofte en kompetence brugt i starten af et projekt, hvorimod leverandørstyring og løbende evaluering foregår gennem hele projektet.

Medarbejderprofil

Du skal have indgående kendskab til aftalen og vide hvilke forretningsmæssige mål, der skal opnås. Her kan du bruge kommunes indkøbsafdeling som sparringspartner til leverandørstyring.

Nøgleord

Indkøbsafdeling, kontrakt, erhvervskonsulent, udbud, leverandørstyring.

Teknik

Smart City løsninger er datadrevne, og der er altid behov for tekniske kompetencer, uanset hvordan det kommer til udtryk hos kommunen. En del kommuner vælger at hente nogle, eller alle, tekniske kompetencer gennem indkøbte løsninger, mens andre vælger at finde eller ansætte dem inhouse. Hvis din kommune vælger at købe en eller flere af de tekniske kompetencer, kan modellen hjælpe dig med at finde de kompetencer, der sikrer indkøb af den rigtige løsning.

Dataindsamling

Der vil altid være arbejde i sensorteknologi. Den skal sættes op og kunne kommunikere de rette data til netværket.

Du kan både købe og installere sensoren på egen hånd. Såfremt dataindsamling håndteres hos en leverandør, kan kommunen møde udfordringer ift. ejerskab af de indsamlede data. Det er derfor vigtigt at afklare på hvilke formater og vilkår, de indsamlede data skal være tilgængelige for kommunen.

Fase

Udvikling af indsamlingsmetoder finder sted, efter I har besluttet, hvilke data der skal indsamles.

Medarbejderprofil

Netværksspecialister, IT-arkitekter og dataloger kan hjælpe både med udvikling og opsætning af løsningen eller med at gøre det rigtige indkøb. Data scientists, data-specialister, IT-udviklere eller kommunens alt-i-en datatekniker kan også udvikle deres kompetencer her og udvikle eller vejlede med indkøb. Medarbejderen, der varetager kommunens IT-netværk for f.eks. skoler m.m., kan også have de relevante kompetencer. Endeligt kan det være relevant at involvere løsningens tilknyttede fageksperter. En applikationsarkitekt kan hjælpe med sammenhængen mellem løsninger for indsamling, opbevaring, struktur, analyse og visualisering.

Nøgleord

Sensorer, netværk, IT-arkitektur, datatransmission.

Data-opbevaring og struktur

Indsamlede data skal lagres i en database, struktureres, og summeres.

Dataopbevaring kan udvikles og driftes af jer som kommune eller indkøbes. Når I indkøber dataløsninger, skal I være opmærksom på, hvem der ejer data, og i hvilket format de indsamlede data bliver tilgængelige.

Rolle

Udvikling af metoder til data-opbevaring og strukturering finder sted efter at en behovsafklaring har dannet grundlag for, hvilke data der skal indsamles.

Medarbejderprofil

Små mængder data kan ofte håndteres af fagmedarbejderen på området. Kommunens GIS-folk og serveransvarlige har også kompetencer inden for databaser og datahåndtering. Større løsninger kræver dog ofte en database-manager, -udvikler, -administrator (DBA), datalog, IT- eller data-arkitekt, eller lignende.

Nøgleord

Databaser, modellering, summering, normalisering af data, datavask, data-management, data-storage.

Dataanalyse

Når data er indsamlet og struktureret, skal det sammenholdes og oversættes til et anvendeligt sprog.

Flere kommuner håndterer selv dataanalysen, mens stadig andre indkøber løsninger, der både analyserer og visualiserer data. Både hvis kommunen har indkøbt løsninger frem til analysen eller også indkøber dataanalysen, bør den være opmærksom på ejerskab og formatering af data. Manglende ejerskab af data og analyser kan indskrænke fleksibiliteten og muligheden for at anvende de samme data i fremtidige projekter.

Rolle

Dataanalyse sker med udgangspunkt i indsamlede og strukturerede data og tager udgangspunkt i en behovsafklaring, og de tekniske trin frem til analysen er afstemt behovet. Analyse kan også ske med udgangspunkt i data, der er indsamlet til andre behov.

Medarbejderprofil

Dataanalysekompetencer findes hos alt fra data analytikeren, databasemanageren, statistikeren, matematikeren, til GIS-medarbejderen eller den relevante fagmedarbejder, der allerede anvender data i sin hverdag. En applikationsarkitekt kan hjælpe med sammenhængen mellem løsninger for indsamling, opbevaring, struktur, analyse og visualisering.

Nøgleord

Dataanalyse.

Visualisering

Visualisering af data kan være andet og mere end at aktivere en række GIS-lag.

Efter analysen af data skal de fremstilles, så de er let forståelige og kan danne grundlag for datadrevne beslutninger. Hvis resultatet skal behandles politisk eller kommunikeres til borgerne, er det særligt vigtigt at visualisere data, da det bliver lettere forståeligt.

Rolle

Visualisering af de analyserede data spiller en essentiel rolle i formidlingen af data som grundlag for politiske beslutninger. Visualisering kan ske løbende, i real tid eller for en situation. Særligt den løbende visualisering bør være afstemt efter behovsafklaringen og tilpasset til løsningerne.

Medarbejderprofil

Visualisering kan håndteres af en GIS-medarbejder, data scientist eller en analytiker. Der kan blive behov for en designer, hvis data skal fremstilles mere æstetisk. En applikationsarkitekt kan hjælpe med sammenhængen mellem løsninger for indsamling, opbevaring, struktur, analyse og visualisering.

Nøgleord

Kommunikation, formidling, design, fremstilling, datadrevne beslutninger.

IT-sikkerhed

IT-sikkerhed som teknisk kompetence er gennemgående i smart city-løsningen og bør overvejes gennem både udvikling og/eller indkøb af løsningen.

IT-sikkerhed som kompetence er tæt knyttet til ”Persondatajura”-kompetencen, men der bør skelnes mellem juridiske krav og tekniske krav.

Rolle

IT-sikkerhed bør være et gennemgående element i udvikling eller indkøb af en smart city-løsning.

Medarbejderprofil

De fleste medarbejdere har modtaget de relevante GDPR-kurser, og kommunen har oftest også en GDPR-ansvarlig eller databeskyttelsesrådgiver (DPO), som kan afklare eksisterende problemstillinger. En IT-sikkerhedskoordinator kan rådgive om hensigtsmæssige løsninger, men en sikkerheds-ekspert bør sikre sammenhængen mellem alle aspekter af datahåndteringen, hvis ikke der er indkøbt en samlet løsning af et firma. Store dele af den tekniske sikkerhed varetages oftest i kommunens driftskontorer, og kontakt hertil kan være relevant.

Nøgleord

Sikkerhed, hackerangreb, drift.

Jura

Juridiske kompetencer sikrer legaliteten i kommunens anvendelse af data og hjælper med at navigere i udbudsregler, partnerskabskontrakter og kontrakter. Juridiske kompetencer involveres efter behov og behøver ikke findes i form af en jurist, men kan også være erfaringsbaserede.

Persondatajura

Indsamlingen og anvendelsen af data skal stemme overens med gældende persondatalovgivning.

Det gælder både løsninger, kommunen selv har udviklet og løsninger, som leveres af andre virksomheder.

Rolle

De juridiske kompetencer spiller særligt ind, når strategier for dataindsamling udvikles, og når de indsamlede data skal sammenstilles, analyseres og visualiseres.

Medarbejderprofil

De fleste medarbejdere har fået kurser i persondataforordningens omfang og rækkevidde, samt kommunens tolkning. Kommunens GDPR-ansvarlige eller databeskyttelsesrådgiver (DPO) har derudover et mere omfattende indblik i omfanget af lovgivningen og bør involveres. Det kan blive nødvendigt at involvere en jurist, såfremt der herefter stadig er tvivl om løsningens lovmæssighed.

Nøgleord

Persondata, GDPR, Databehandlingsaftale, Jura.

Kontrakt- og udbudsjura

Indkøb, udbud og partnerskaber har hver deres regelsæt og kontrakter, som skal overholdes og navigeres.

Denne juridiske kompetence relaterer sig både til smart city-løsningens integration i forretningen og til de regelsæt, som kommunen navigerer i, når den opnår eller deler erfaringer og kompetencer med andre institutioner og virksomheder gennem konsulenter eller partnerskaber.

Rolle

Partnerskabs- og udbudsjura kommer i spil, når kommunen interagerer og handler med andre parter om smart city-løsninger og kompetencer.

Medarbejderprofil

Det er almindeligt at konsultere udbudsjurister under et smart city-projektforløb, men juridiske kompetencer inden for udbud og indkøb findes også hos kommunens indkøbs- og erhvervsansvarlige.

Nøgleord

Indkøb, leverandørstyring, kontraktstyring, partnerskabsaftale, kontrakt, jura.

Fagekspertise

Fagmedarbejder

Den smarte løsning skal udvikles i tæt samarbejde, med de fagmedarbejdere som løsningen skal hjælpe, også kaldet problemejerne. Fagmedarbejderen skal være specialist indenfor sit felt, og skal være ambassadør for projektet i egen forvaltning. Fagmedarbejderen skal løbende gennem projektet tolke resultaterne, samt deltage i en løbende evaluering og tilpasning af scope.

Fase

Fagmedarbejderen skal inddrages fra start, og gennem hele projektet, da det er fagmedarbejderen, der ejer det problem som skal løses.

Medarbejderprofil

Fagekspert indenfor det område som løsningen omhandler.

Nøgleord

Anvender, fagfaglig, praksisnær, tolkning, problemejer, domæneekspert.